Gratis glæder#1 Forårstur rundt om Brabrandsøen

Riis Skov og Marselis er klassikerne for cykel- og skovture, men hvorfor ikke vove sig mod vest og ud til Brabrandsøen? Brabrandstien starter næsten helt inde ved Mølleparken og herfra kan man cykle hele vejen rundt om Brabrandsøen – helt derud, hvor der er højt til himlen og åbne marker så langt øjet rækker. Faktisk kan man cykle hele vejen til Ry, en tur på lidt over 30 km hver vej… Men den gemmer vi lige til det bliver rigtig sommer. Hvis man ikke selv gider slæbe kakao med kan man smutte forbi Traktørstedet Constantia 2 på vejen tilbage (de åbner dog først op for sommersæsonen d. 16.april).

 

Hvordan finder man det?                                                                                          Brabrandstien starter inde ved Bymuseet på Carl Blochs Gade. Herfra fortsætter den ud til Ringgaden, hvor man krydser vejen og igen kan hoppe på stien ved Åbrinkvej.

Hvis man er en doven banan kan man nøjes med den korte rute på 3-4 km og dreje til højre når man når den første bro. Har man mod på mere fortsætter man bare ligeud og drejer i stedet til højre når vejen deler sig.
Herfra kan man fortsætte hele vejen ud til den gamle del af Brabrand og når man ikke kan nå længere drejer man til venstre og kommer på den måde hele vejen rundt om Brabrandsøen. Hele turen er ca. 20 km og egner sig nok bedst til at tage på cykel.

Man kan også tage bus nr. 17 ud til Brabrand Syd/Byleddet, som ligger helt ude for enden af Brabrandsøen.

Go’ tur!

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret, Oplevelser. Bogmærk permalinket.

2 svar til Gratis glæder#1 Forårstur rundt om Brabrandsøen

  1. Line Nielsen siger:

    By the way – så vil der til foråret blive bygget et udendørs fitnessområde på Brabrandstien (mellem Brabrand Hallen og Brabrandstien) Brabrand IF – Motion har nemlig fået 207.587,50 kroner til indkøb af træningsredskaber, hvor planen er at der vil blive stillet otte forskellige redskaber op, som vil kunne anvendes af 13 samtidige brugere. På træningsredskaberne vil brugerne skulle bruge deres egen vægt til at styrke alle muskelgrupper i kroppen, hvilket gør stedet yderst velegnet for folk i alle aldre. Så mangler vi bare det gode vejr – Go’ træning 😉

Skriv en kommentar