Jeg kom til at tænke på det for nylig, da jeg var til et oplæg om skønlitteratur i anledningen af, at sæsonen for årets bogudgivelser nærmer sig enden. At der er en sær tendens i dansk litteratur i tiden. Gang på gang dukkede denne sære tendens op igen.
Tabermanden!
Manden som enten er et værre skravl, eller som faktisk prøver at gøre oprør mod konens/chefens/svigermorens/børnenes tyranni, men som alligevel er ubehjælpelig på den ene eller den anden måde. Eller en mand, som er bund utilfreds med sit liv, men egentlig ikke gør en helt masse ved det.
Tabermanden er en underlig figur, som på én gang kan være sympatisk og øretæveindbydende, naiv og sølle, handlekraftig og skravlet. Tabermanden beskrives altid med en god portion humor og kommer ofte ud for ekstremt syrede ting: bliver adoptivfar til en elgkalv, bliver bedøvet af sin fornærmede kone og får opereret de silikonebryster, som han selv har givet til hende i gave, rykker familien op med rod og flytter til en mølle i Sverige og holder op med at vakse op. Fordi man jo skal bruge servicen igen lige om lidt.
Her er et par tabermændsbøger – så kan man jo selv tage stilling til om tabermanden er sympatisk eller øretæveindbydende 🙂
Doppler af norske Erlend Loe
Majse Njor Der var engang en mand
Kristian Bang Foss Døden kører audi
Torben Munksgaard Sort hund
Camille Stockmarr Udflytterne
culturecasual.wordpress.com 