Movember # 3

Movember #1 og Movember #2 har vi nu set på to mænd med et herligt moustache. I dag er vi så kommet til et par Mo Sistas inden for kunstens verden, som jeg synes er værd at lægge mærke til.

Den første er den berømte, mexikanske kunstnerinde Frida Kahlo, som er en af de sejeste damer, der har levet med et kvindeligt overskæg. Frida Kahlo var på mange måder en selvstændig og cool kvinde tilbage i 20’ernes Mexico, for som hun sagde: “I was born a bitch. I was born a painter.” I bedste Movember-ånd har hendes selvportrætter et fint lille moustache:

 

Et andet eksempel på interessante Mo Sistas inden for kunstens univers, er den franske kunstner Marcel Duchamps nyfortolkning af Da Vincis “Mona Lisa”. Denne ready-made er et postkort, hvor Duchamp har tegnet et lille provokerende moustache og fipskæg på Mona Lisa sammen med teksten “L.H.O.O.Q”. Når dette bliver udtalt på fransk bliver det til noget i retningen af: “Elle a chaud au cul” eller “Hun har en varm røv”.

Reklamer
Udgivet i Blandede Bolsjer, Kunst | 1 kommentar

Movember #2

Der findes virkelig mange flotte overskæg ude i verden, og da især her i Movembermåneden. Men der er ét skæg, som altid har stået mit hjerte nært. Det skæg sidder på en af filmhistoriens mest tiltrækkende mænd, en mand som emmer af old Hollywood dekadence, en mand med den prægtigste stemme, som hellere end gerne måtte hviske søde ord i mit øre. Også selv hans moustache måske ville kilde lidt.

Manden med det snorlige moustache, som jeg har haft et ongoing crush på, siden jeg så Borte med Blæsten første gang som ganske lille, er selvfølgelig Hollywoodhunk nr. 1

Clark Gable og især i rollen som den charmerende bad boy Rhett Butler i Borte med Blæsten. Hans skæg er virkelig lige i øjet, især med det lille mellemrum i midten. Det passer perfekt til hans til tider lidt sleske væremåde. I love it!

Hvis jeg havde været Scarlett, ville jeg helt klart have glemt alt om Ashley og hoppet direkte i armene på Rhett. Ashley er jo fuldstændig skægløs, hvor Rhett er virkelig skægeliscious

 

Udgivet i Blandede Bolsjer | 1 kommentar

Movember #1

Som bekendt er november måned også kendt som Movember. Det betyder, at mænd over hele verden har novembers 30 dage til at anlægge det flotteste overskæg, de kan for at sætte fokus på mænds sundhedsproblemer – primært prostatakræft.

Mænds sundhed er ikke det hotteste emne i det offentlige rum, men det bliver der i den grad lavet om på, når Mo-Bros verden over lader skægget stå og sætter fokus på lige netop det.

Culture Casual kan desværre ikke gro et seriøst overskæg, men det skal ikke holde os tilbage fra at indtage positionen som Mo-Sistas og hylde alle de flotte overskæg, der er at finde, når man sådan lader blikket glide ud over landskabet!

Derfor vil vi i denne uge stå frem med vores yndlings overskæg – og jeg har fået æren af at lægge ud med mit.

Jeg har valgt Yosemite Sam – den lille gnavne,  gnallinge agtige cowboy fra Looney Tunes, som jagter Snurre Snup og har et helt forskruet syn på skydevåben.

Men sikke et skæg! Rødt, fyldigt, langt og så dækker det alt. Også læberne.

Jeg er imponeret, og jeg tager hatten af for det flotte skæg! (Og øjenbryn ej at forglemme)

God Movember derude!

Udgivet i Blandede Bolsjer | 1 kommentar

Post-a-letter

I mandags tog min søde veninde mig under armen og med til det fineste event, jeg længe har oplevet. Café Smagløs i Aarhus havde fået besøg af pop-up postkontoret og skrivestationen Post-a-letter.

Konceptet er super simpelt; første mandag i hver måned kan man komme ned på Café Smagløs og skrive håndskrevne breve, ligesom i de gode gamle dage.

Den udsendte fra Post-a-letter medbringer skriveblokke, brevpapir, postkort, konvolutter og kuglepenne. Ikke nok med det, var der også et slaraffenland af pynteting, som man kunne lire sine breve med. Og her taler vi virkelig lire; der var alt fra glimmertuscher, til fjer, til klistermærker, til glimmer,  til udstansere og alverdens stempler. Det var paradis for de pyntesyge.

Alle ting ligger på et bord og så kan man eller forsyne sig og skrive alle de breve man vil. Så man skal faktisk bare møde op, købe en kop kaffe og skrive en masse breve.

Jeg og min veninde hyggede os virkelig med det og fik vist skrevet 10 breve til sammen på et par timer. Alt fra korte postkort med ‘tak for sidst’ hilsner til længere breve på brevpapir til nogen af dem, der er ekstra dejlige at have omkring sig. Post Danmark sponsorerer frimærkerne, så man skal ikke holde sig tilbage med at skrive brevene, for det er ganske gratis.

Post-a-letter skriver selv “I en verden mættet med digitalt indhold, ønsker ”Post A Letter” at minde om, at håndskrevne breve er nemme og sjove. Vi inviterer til at tage en pause fra skærmen og sende et postkort eller et brev”. Det er jo virkelig nemt og hyggeligt at sende et lille brev, og glæden over et fint håndskrevet brev er altså lidt større end en sms eller en Facebookbesked.

Jeg er vild med konceptet og skal helt sikkert ned og skrive julekort i December.

Følg med på Post-a-letters facebookside her. Hvis man ikke lige er fra Aarhus, så kan man også komme til pop-up brevskrivningsstationer i København og Aalborg.

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Tabermænd i dansk litteratur

Jeg kom til at tænke på det for nylig, da jeg var til et oplæg om skønlitteratur i anledningen af, at sæsonen for årets bogudgivelser nærmer sig enden. At der er en sær tendens i dansk litteratur i tiden. Gang på gang dukkede denne sære tendens op igen.

Tabermanden!

Manden som enten er et værre skravl, eller som faktisk prøver at gøre oprør mod konens/chefens/svigermorens/børnenes tyranni, men som alligevel er ubehjælpelig på den ene eller den anden måde. Eller en mand, som er bund utilfreds med sit liv, men egentlig ikke gør en helt masse ved det.

Tabermanden er en underlig figur, som på én gang kan være sympatisk og øretæveindbydende, naiv og sølle, handlekraftig og skravlet. Tabermanden beskrives altid med en god portion humor og kommer ofte ud for ekstremt syrede ting: bliver adoptivfar til en elgkalv, bliver bedøvet af sin fornærmede kone og får opereret de silikonebryster, som han selv har givet til hende i gave, rykker familien op med rod og flytter til en mølle i Sverige og holder op med at vakse op. Fordi man jo skal bruge servicen igen lige om lidt.

Her er et par tabermændsbøger – så kan man jo selv tage stilling til om tabermanden er sympatisk eller øretæveindbydende 🙂

Doppler af norske Erlend Loe

 

Majse Njor Der var engang en mand

 

Kristian Bang Foss Døden kører audi

 

Torben Munksgaard Sort hund

 

Camille Stockmarr Udflytterne

Udgivet i Anmeldelser, Litteratur | Skriv en kommentar

Tirsdag formiddag i selskab med Olof Palme

For nogle uger siden valgte jeg at tilbringe en solrig formiddag i Øst for Paradis. Her blev filmen Palme vist. En film som skildrer den svenske, socialdemokratiske politiker Olof Palme, der i 1986 blev skudt på gaden i Stockholm, en aften efter at have været i biografen med sin kone Lisbet Palme.

I filmen får man indblik i politikerens liv, som var fyldt med opture og nedture og man ser, hvordan han var elsket og hadet af folket. Den er kronologisk opbygget og man ser derved, hvordan han starter som ung, ivrig politiker for senere at blive statsminister. Man følger ham også privat, og hvordan et liv, hvor rollen som far, ægtemand og politiker, kan være svær at få til at gå op.

Det der var fedt ved filmen var blandingen af fortællerformen i traditionel dokumentar form og eksklusive privatoptagelser. Derudover er der interviews af Palmes hustru, børn, nære venner, kollegaer og gamle skolekammerater. Gennem filmen oplever man forskellige perioder af Palmes liv, og filmen er god til at samle, ikke blot klip centreret omkring Palme, men også tiden omkring, med dertilhørende kultur og musik og jeg oplevede på den måde en collage af tidskapsler.

Selvom film som denne altid har en vinkel på historien, synes jeg, at den var god til at vise både de gode og de hårde tider – succesen og upopulariteten. Jeg er klar over, at jeg stadig kun har set en flig af Olof Palmes liv og karriere, men filmen har givet mig lyst til at undersøge mere om denne karismatiske mand, hvilket må siges at være en positiv bivirkning ved filmen og muligvis intentionen bag.

Det er en rigtig spændende film, og selvom genren som regel ikke står på min topprioritet over must-see, så var jeg glad for, at jeg valgte at tage ind og se den og jeg gik derfra med en god fornemmelse af at være blevet underholdt og samtidig blevet en lille smule klogere på ham Palme.

 

Udgivet i Anmeldelser, Film | Skriv en kommentar

Lynhistorier.

Igår var jeg til fernisering på ‘Lommefilm’ på Kunstbygningen i Aarhus, en udstilling som bestod af en 7. klasse, som fortalte og performede deres lynhistorier på film. Udgangspunktet for de historier de fortalte, var fortællespillet hvor alle vinder; ‘Lynhistorier’.

Jeg har ofte set det lille fine spil i boghandlere og rundt omkring i Aarhus og syntes det så interessant ud, men alligevel aldrig rigtig fået kigget nærmere på det. Men da fik jeg det lidt nærmere forklaret til ferniseringen, gik det endelig op for mig, hvad spillet går ud. Og at det ikke kun var indpakningen, der var dragende.-

Det er meget simpelt og meget fint. Spillet består af 100 fortællekort, et timeglas, to jokerkort og et hjælpekort. På hvert fortællekort står der, hvad man skal fortælle, f.eks om en pinlig oplevelse, sin første cykel eller et andet minde. Man har ét timeglas til at fortælle sin historie, mens ens medspiller sidder og lytter opmærksomt til historien. Hvis man går lidt i stå i sin historie, kan man trække et hjælpekort, som kan hjælpe hukommelsen lidt på gled.                                                         Men den lyttende part kan også smide et jokerkort, selvfølgelig først efter fortælleren er færdig med sin historie, hvor lytteren kan spørge nærmere ind til historien eller fortælle sin egen historie, som han eller hun mindedes ved at høre fortællerens historie.

Det er egentlig blot det spillet går ud; en fin opfordring til at fortælle sin historie, at mindes ting, som måske er gået i glemmebogen eller synes for ubetydelige til at fortælle videre. Eller til at fortælle store historier, om hvorfor man er, den man er idag.

Med ‘Lynhistorier’ kan man øve sig i at fortælle og lytte, og bare fortælle og lytte fordi det er hyggeligt. Og måske kan lære noget nyt om sin ven, sin kæreste, sin bror, sine forældre og måske også lidt om en selv.

‘Lynhistorier’ er lynhurtigt kommet på min juleønskeseddel.

Læs mere om ‘Lynhistorier’ her, hvor man også kan købe spillet.

Udgivet i Oplevelser | Skriv en kommentar

Serier Serier Serier

Det er vist blevet nævnt før på bloggen at vi, over hele linjen, er meget begejstrede for tv-serier. Og jeg er bestemt inkluderet!

Jeg kan virkelig godt lide serier – både dem, der kan være lidt corny men som altså bare holder. Som fx Beverly Hills.

Dem som vi kender ind og ud. Som Sex and the City.

Dem vi ser lidt i smug. Som Glee.

De nyopdagede. Som Girls.

Kult serierne. Som Twin Peaks.

Dem med tøjet. Som Mad Men.

Og jeg kunne jo faktisk blive ved og ved og ved!

På serie ønskelisten står lige nu The Wire, som jeg rigtig gerne vil få taget hul på.

Men hvorfor er det, at de her serier fanger så mange mennesker? Det er som om, at amerikanske tv-serier oplever en tredje guldalder. Plottet og figurerne er sværere og mere komplekse, billederne og hele det visuelle udtryk meget stærkere og flottere. Og det er, som om serierne har arbejdet sig op fra at være rimelig fladpandet til faktisk at kunne gå som noget ‘finkulturelt’?

Det er en spændende udvikling, synes jeg! Hvis du også synes det, vil jeg stærkt anbefale dig at dukke op på Hovedbiblioteket i Aarhus på næste tirsdag. (d. 6. november). Der er nemlig et foredrag om Amerikanske TV-serier ved Henrik Højer, som er skribent ved filmtidsskriftet 16:9. Jeg tror det bliver spændende! Og så er det endda splitter gratis 🙂 Se mere her.

Udgivet i Anmeldelser, Film, Oplevelser, TV | Skriv en kommentar

Jeg læser pt. #2

Efter at have stået i reolen siden jul, har jeg endelig fået taget fat på Jonas T. Bengtsson 3. roman ‘Et eventyr’. Det er forresten ham, der har skrevet den meget omtalte ‘Submarino’, som jeg dog endnu ikke har læst.

Men bedre sent end aldrig. Jeg er nu kommet godt i gang med ‘Et eventyr’, som på mange måder minder om et eventyr. En hovedperson og hans far, som går en masse igennem, for (måske?) at ende med prinsessen og det halve kongerige. Men så langt er jeg ikke kommet endnu.

‘Et eventyr’ handler om en dreng og hans far, deres nomadelignede liv rundt i Danmark og deres flugt fra ‘de hvide mænd’. De flytter rundt fra sted til sted, de bor i alt fra lejligheder på størrelser med tændstikæsker til store huse ejet af en vansiret gammel dame. Faren arbejder her og der; han forandrer nye møbler til antikviteter, laver havearbejde og arbejder på teatre. Når han ikke arbejder er han ikke blind for at stjæle eller bruge alternative metoder til at skaffe til dagen og vejen. Man får fornemmelsen af at de lever lidt i et parallelsamfund og forsøger at skjule sig fra ‘den virkelige verden’. For hver gang ‘de hvide mænd’ dukker op, rejser faren og sønnen videre til en ny lejlighed og et ny job.

Jeg ved endnu ikke, hvorfor de flygter når ‘de hvide mænd’, som måske er politimænd, dukker op. Men man fornemmer hele tiden en understrøm af et eller andet udefinerbart, som er sket i fortiden. Jeg kan ikke finde ud af om det er mord, bedrageri eller noget helt tredje. Man kan bare fornemme der ér et eller andet.

Så på en måde drives læsningen af en lyst til at gennemskue plottet, som hvis man læser en krimi. Men det er langtfra en krimi, det er et eventyr. Men krimitrækkene fungerer fortræffeligt, for jeg får lyst at vende side efter side og læse læse læse.

 

 

 

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Et utålmodigt koncerthjerte

Om 19 dage sker det. Den koncert jeg har ventet med længsel på siden det spæde forår, hvor rygtet blev spredt. At de kom til Århus. På Voxhall. Til efteråret. Som er blevet til om 19 dage. FIRST AID KIT!

Jeg er tosset med First Aid Kit. Hvis jeg skulle tage et album med ud på en øde ø, ville det uden tvivl blive deres album The Lion’s Roar. Fordi jeg har hørt det så meget, at ville jeg nogensinde blive træt af det, så var det sket for længe siden! Jeg har skamhørt det. Igen og igen.

Og nu kan jeg se frem til en dejlig mandag aften i selskab med de to svenske country harmoniesyngende søstre – og boy, hvor jeg ser frem til det!

Det er melodisk til fingerspidserne, det er fantastiske tekster og det er charmerende. Kan man ønske sig mere?

Muligvis hyper jeg det en lille bitte smule nu – men giv det et lyt alligevel, og hvis I kan lide, hvad I hører, så skynd jer at købe billet til Voxhall d. 12. september og brug 190 kr på, hvad jeg er overbevist om, bliver en helt vidunderlig koncertoplevelse!

Hvis der er nogen tvivl… Så GLÆDER jeg mig!

Udgivet i Musik, Oplevelser | Skriv en kommentar